Det Ny Public Serviceråd blev nedsat i foråret 2002, på initiativ fra en lang række kunstnerorganisationer. Dette skete på baggrund af regeringens beslutning om at nedlægge en række råd og nævn, herunder Public Servicerådet. Rådet har som sin første opgave vurderet den mediepolitiske aftale og i den forbindelse forsøgt at klarlægge en definition af begrebet public service.
Rådet af består af billedhugger Bjørn Nørgaard (formand), højesteretsdommer Per Walsøe (næstformand), forfatter og journalist Georg Metz, komponist Pia Raug, universitetslektor Jan Krag Jacobsen, filminstruktør og journalist Pi Michael.

Det Ny Public Serviceråd har vurderet den mediepolitiske aftale og det efterfølgende lovforslag, med bl.a. udgangspunkt i begrebet public service og har i denne forbindelse indhentet en række redegørelser fra relevante forskere og eksperter.

Rapporten tager i overensstemmelse med Det ny Public Service Råds programerklæring udgangspunkt i nogle principielle overvejelser og definitioner af public servicebegrebet.

Hvad er public service:

Begrebet public service kan forstås på tre måder:

Public service som et offentligt gode. Her sikres social og geografisk fordeling af velfærdstilbud, der skal være tilgængelig for alle til en rimelig pris.
Public service som en oplysende instans. Denne definition har med indhold og værdier at gøre, for eksempel at overvåge de politiske og økonomiske magthavere og fremme den offentlige debat, give den enkelte tilstrækkelig oplysning til at kunne agere aktivt i et demokratisk samfund og derudover tilbyde radio- og tv-programmer, der kan være kilde til indsigt, refleksion, oplevelse og viden.
Public service som en individuel ydelse. Public service skal tjene publikums behov som individuelle radiolyttere og tv-seere, som forbrugere og ikke som deltagere i et kollektiv af samfundsborgere.

Public service er hermed ikke et entydigt eller statisk begreb, men udvikles i takt med samfundsudviklingen. En af de væsentligste opgaver for fremtidens public service består derfor i at afbalancere det sidste punkt i forhold til de to første.

Hvordan måles public service forpligtelser:

a. Programmerne skal kunne modtages af hele befolkningen.
Dette indebærer fuld geografisk dækning for alle kanaler. Public service skal være et tilbud til hele befolkningen.
Dækningsprocenten og evt. planer om forøgelse af denne, måler graden af opfyldelse af dette krav.

b. Programfladen skal være varieret og for såvel brede som smalle lytter/seergrupper, herunder børn og unge, etniske grupper og andre minoriteter.
Med varieret programflade menes:
Mangfoldighed i genre, hvor programfladen sammensættes af forskellige typer programmer/programindslag. Rene musikflader eller 24-timers nyhedssending er fx. ikke public service. Der skal i både radio og tv veksles mellem nyheder, aktualitet, musik, underholdning, samtaleprogram, dokumentar, reportage osv.
Tematisk mangfoldighed, hvor alt fra det hverdagsnære til centrale offentlige sager, kultur og livssynsspørgsmål repræsenteres.
Fordybelse, dvs. et analytisk, kritisk og uddybende perspektiv skal optræde.

Med programmer for brede/smalle seer/lyttergrupper menes:

Der skal veksles mellem programmer, som i princippet er henvendt til alle eller de fleste over en vis alder og programmer, som henvender sig til specielle alders- eller interessegrupper. De brede programmer skal omhandle emner, der i princippet vedrører alle, hvorimod smalle programmer nødvendigvis må have et begrænset publikumspotentiale.

Det afgørende for opfyldelse af denne definition er, at den sociale og kulturelle mangfoldighed i befolkningen afspejles i rimelig grad, sådan at retten til repræsentation i offentligheden for diverse sociale og kulturelle grupper, værdier og interesserer er varetaget.

For at ovenstående skal være meningsfyldt, skal mangfoldigheden i programfladen fremstå i primetime i både radio og tv.

c. Der skal være daglige nyhedsudsendelser og fortløbende orientering om vigtige samfunds- og kulturspørgsmål, nationalt og internationalt.
Dette skal danne grundlag for at befolkningen får et godt fundament til at være aktive individer i et demokratisk samfund.
Vurderingen af, hvordan dette krav tilfredsstilles, har både kvantitative og kvalitative dimensioner.

d. Public service skal bidrage til at styrke dansk sprog, identitet og kultur, herunder både fremme bevidstheden om den mangfoldighed af identiteter og livsformer som Danmark rummer og ligeledes fremme den enkelte borgers muligheder for at møde de muligheder og krav en globaliseret verden stiller.
Derudover skal der tilstræbes den bredest mulige dækning af internationale forhold med kulturimpulser fra forskellige dele af verden, der kan øge bevidstheden om Danmark og danskernes placering i verden.
Kunst- og kulturlivet i Danmark skal styrkes, primært ved at give det plads i programvirksomheden, men også ved at danne basis for en selvstændig produktion af kunsteriske udtryk i public servicesvirksomheden.. Public service skal afspejle hele kulturlivet, finkulturen, den folkelige kultur og undergrundskulturen. Lokal, egns- og nationalkultur, ”etnisk” dansk og udansk og være åben over for en bred vifte af udtryksformer.

e. Public service stationerne skal have redaktionel frihed.
Det er først og fremmest et krav, at public servicestationernes redaktioner inden for public serviceprincippernes rammer, skal kunne arbejde frit i forhold til andre medievirksomheder, ejere og statslige eller private magtcentre. Den redaktionelle uafhængighed er forudsætningen for ytringsfriheden og den offentlige debat, og grundlæggende for de demokratiske, journalistiske og medieetiske idealer, som public servicestationerne i kraft af den offentlige licensbetaling bør bestræbe sig på at leve op til.

”Lov om radio og fjernsynsvirksomhed” set i forhold til den overordnede forståelse af public servicebegrebet.

Som det fremgår af Rådets overvejelser omkring public service, er der mange sammenfald mellem det i "Lov om radio og fjernsynsvirksomhed" foreslåede og det, Rådet mener, bør være forståelsen af public service begrebet og forpligtelserne i dansk sammenhæng.

Dette gælder bl.a. i for følgende:

Samtidig skal DRs og TV2s public serviceforpligtelser forenkles, men til gengæld gøres mere præcise, så seere og lyttere bedre kan se, hvad de kan forvente for licenspengene. Målet er, at public service-stationerne skal være de bedste inden for nyhedsdækning, oplysning, undervisning og dansk kunst og kultur, herunder skuespil og film. Særligt for DR gælder det, at programvirksomheden skal være præget af uddybende dækning af såvel dansk som udenlandsk nyhedsstof, af folkeoplysende undervisningsprogrammer, der kan tilbyde seerne og lytterne et supplement til de kundskaber, de har fået bl.a. i folkeskolen og gennem folkeoplysningen. Public service skal stå for kvalitet snarere end kvalitet, hvilket bl.a. indebærer, at jagten på lytter- og seertal aldrig må være det afgørende.

Og formuleringerne i bemærkninger til lovforslaget under Gældende ret (2.2.1) og til Den foreslående ordning (2.2.2) særlig uddybet i 2.3.1.1, understøtter disse principper:

De nærmere regler om hvorledes DR og TV2 skal udmønte public serviceforpligtelserne, er fastsat af kulturministeren i bekendtgørelser om vedtægter for henholdsvis DR og TV2. Det fremgår heraf, at de omfatter nyhedsformidling, oplysning, underholdning, kunst og kultur, at der ved programlægningen skal lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden, samt at der i programudbuddet skal tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Herudover fremgår bl.a. at DR og TV2/DANMARK skal:
- lægge særlig vægt på rollen som initiativtagere til og formidlere af dansk kunst og kultur
- sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat
- i programvirksomheden afspejle bredden i dansk produktion og reflektere mangfoldigheden af kulturinteresser i det danske samfund
- medvirke til at udvikle dansk sprog
- bidrage til at styrke dansk filmproduktion
- medvirke til at folkeliggøre den ny informationsteknologi
- tilbyde programmer og informationstjenester af høj kvalitet til børn og unge
- sikre et alsidigt udbud af danske og multikulturelle produktioner og informationstjenester
- sørge for at styrke handicappedes adgang til public service-tilbuddene
- styrke programsamarbejdet og koordineringen
- tilstræbe at programmer produceret af uafhængige producenter udgør en væsentlig del af de dansksprogede programmer
- offentliggøre retningslinier for behandlingen af henvendelse fra publikum
Herudover gælder for DRs vedkommende en forpligtelse til at udsende undervisningsprogrammer- og tjenester.

Hvis man sammenligner dette med Rådets definitioner af, hvad der ligger i public servicebegrebet, er der et relativt godt sammenfald.

Men ser man på de enkelte punkter i "Lov om radio og fjernsynsvirksomhed", er der på en række punkter væsentlige problematiske perspektiver, som Rådet i det følgende vil henlede opmærksomheden på.

Redaktionel selvstændighed

Et helt grundlæggende krav til et public service selskab, såvel som til alle andre seriøse medier, er princippet om redaktionel selvstændighed. Redaktionel selvstændighed indebærer, som det slås fast i Rådets definition af public service, at redaktionerne ”(…)inden for public serviceprincippernes rammer, skal kunne arbejde frit i forhold til andre medievirksomheder, ejere og statslige eller private magtcentre.” Dette betyder ikke mindst at regering og ministerium såvel som ejere skal holde sig på klar afstand af alle redaktionelle afgørelser. Som det også i rådets definition slås fast i overensstemmelse med dansk presses principper om redaktionel frihed betyder dette, at ejere ikke skal have indflydelse på redaktionelle afgørelser. Det ansvar må entydigt ligge hos medievirksomhedens redaktionelle ledelse.

Dette princip bør også være centralt, når en public servicestation skal vurderes i forhold til sin public service forpligtelse. En sådan kritisk vurdering bør foretages af et public service råd eller et andet uafhængigt organ. En sådan vurdering foregår retrospektivt og kun målt i forhold til de principper der er fastslået i public servicestationernes formålsparagraffer, i koncessioner, samt udfra de principper der er nedfældet i Rådets tolkning af public service (og som til stadighed er åbne for debat). Dette ”revisions”-princip er et helt andet end det som er foreslået i Lov om radio og fjernsynsvirksomhed om en ”public service kontrakt”, hvor der ”ikke er tale om en almindelig kontrakt i traditionel juridisk forstand”. Spørgsmålet er: Hvis det ikke er en almindelig kontrakt i juridisk forstand - Hvad er det så? Hvad indeholder denne aftale, hvad forpligtiger den til og hvordan kan det måles om public service stationerne lever op til dette osv.

Rådet tolker derfor dette forslag som et relativt klart udtryk for, at regeringen på forhånd ønsker at styre den redaktionelle virksomhed i public servicestationerne, ikke ud fra en koncession - med juridisk bindende aftaler, eller ud fra grundlæggende public service principper, men som et pålæg på relativt detaljeret niveau om, hvad public servicestationerne skal sende. Dette er et klart brud på de principper, som bør gælde for redaktionel selvstændighed. Og det bliver særligt problematisk, når public service stationerne skal rapportere om, hvordan de opfylder kravene i de kontrakter, de har indgået med ministeriet. Dette betyder i realiteten at ejerne, som er ”et offentligt magtcentrum”, blander sig i den redaktionelle virksomhed. Rådet ser dette som fuldstændig uacceptabelt i forhold ”(…) til grundlæggende demokratiske, journalistiske og medieetiske idealer (…)”.

Endvidere lægger ”Lov om radio og fjersynsvirksomhed” op til at bestyrelsen for DR skal have
”(…) det overordnede ansvar for opfyldelsen af public servicekontrakten og ansvaret for efterlevelsen af de krav der heri generelt stilles bl.a. saglighed, upartiskhed og objektivitet”.
Det styrende organ i medieselskabet får dermed redaktionelt ansvar. Det indebærer, at grænselinjerne mellem styrets ansvar og den øverste redaktionelle ledelses ansvar for programvirksomheden ikke bare bliver uklare, men at hele konstruktionen på en fundamental måde strider imod hævdvundne principper i vestlig, demokratisk pressetradition. Forslaget indebærer således en alvorlig udhulning af redaktørinstitutionen, hvis grundlag netop er, at den ansvarlige redaktør er ansvarlig for et medies redaktionelle indhold. Public servicestationernes bestyrelse bør udelukkende have ansvar for drift og økonomi, ikke for indhold. Det Ny Public Serviceråd stiller sig undrende overfor regeringens forslag.

Rådet har naturligvis bemærket at lovforslaget i sine bemærkninger præciserer, at DRs bestyrelse ikke skal have direkte redaktionelt ansvar, men dette ændrer ikke ved, at Lov om radio og fjernsyns virksomhed med den ny medieforligstekst er udhulet i henhold til ovennævnte betragtninger.

Udover det redaktionelle ansvar, ændres DRs bestyrelse også i sin sammensætning. I lovforslaget fremhæves det eksplicit, at den kommende bestyrelse skal sammensættes, så den repræsenterer mediemæssig, kulturel, ledelsesmæssig og erhvervsmæssig indsigt. I forhold til de gældende regler får kulturministeren større indflydelse på DRs ledelse, eftersom ministeren udpeger 3 af bestyrelsens i alt 10 medlemmer, hvor der af ministeren i den nuværende ordning kun udpeges ét af 11 medlemmer. Det betyder, at antallet af medlemmer, der udpeges af folketingets partier, reduceres fra 9 til 6, og dermed formindskes den afspejling af den partipolitiske sammensætning i Folketinget, man tidligere tilstræbte.
Hvis denne ændring benyttes til reelt at professionalisere DRs bestyrelse kunne det måske have en fordel, men omvendt giver det kulturministeren mulighed for at placere flere meningsfæller i bestyrelsen end tidligere. Set i lyset af forslaget om redaktionelt ansvar til bestyrelsen, og ligeledes i lyset af det parlamentariske grundlag ”Lov om radio og fjernsynsvirksomhed” hviler på, ser Rådet absolut grund til bekymring.

Public service forpligtelser

De samlede public serviceforpligtelser, som nu stilles op i ”Lov om radio og fjernsynsvirksomhed”, vurderer Rådet som værende en lang, usikker glidebane.

For det første lader det nu til, at public service forpligtelserne i form af særlig uddybende programmer specielt skal gælde DR. Dette kan pege i retning af, at DR får til opgave særligt at tage sig af de programtyper der har det laveste seertal. I flere sammenhænge, såvel Norden som i Storbritannien, er der blevet peget på, at en af de bedste legitimeringsstrategier for licensfinansieret public service fjernsyn og radio er, at kanalerne både bringer populære kvalitetsprogrammer med bred publikumskare og et udvalg af andre programmer, der også henvender sig til smallere seer- og lyttergrupper. Det at lade de licensfinansierede kanaler ”særligt” koncentrere sig om (…) uddybende dækning af såvel dansk som udenlandsk nyhedsstof, af folkeoplysende programmer om samfundsvæsentlige emner, samt af egentlige undervisningsprogrammer(…) kan på sigt bidrage til problemer med at legitimere disse kanaler. Fordi de i stedet for at være det centrale medium for såvel brede som smalle publikumsgrupper, står i fare for at blive et minoritetsmedium med et påfølgende pres for, at licensen skal sættes ned, eller gøres frivillig.

Dernæst bliver DRs vilkår ifølge forslaget forringet på flere områder. De licensstigninger som DR var blevet stillet i udsigt, bliver alligevel ikke til noget. Det betyder, at DR mister ca.100 millioner kroner i 2003 og 2004. Hertil kommer at kravet om, at DR skal investere i dansk filmproduktion er blevet øget, og at DR derfor nu har færre midler til egne programmer. Vigtigst er nok, at DR nu pålægges et krav om, at 21% af programproduktionen skal udlægges til eksterne, private produktionsselskaber. Det er ikke i sig selv problematisk at udlægge en del af produktionen eksternt, det kan derimod gavne en sund public service konkurrence, men når ministeriet på forhånd fastsætter en procentsats, anfægter man princippet om redaktionel uafhængighed. I modsætning til BBC modellen, som ud fra kvalitative public service hensyn udlægger en vis andel til eksterne produktionsselskaber, så er den foreslåede udlagte procentandel i det danske forslag alene baseret på kvantitative, kommercielle hensyn.

Videre beskrives der i lovforslaget en skillelinie mellem public service og kommercielle medier, og et ønske om at sikre ”fair konkurrence” mellem dem. Den stigende globalisering af mediemarkedet og den teknologiske udvikling gør det tvingende nødvendigt, at de danske elektroniske medier får bedre konkurrencevilkår. Dette forudsætter, at Danmark – ligesom andre lande – skelner klart mellem public service og kommercielle medier og sikrer fair konkurrence mellem dem. Der tages nu de indledende skridt til en privatisering af TV2, og reklamereglerne liberaliseres. Derfor er det vigtigt, at konkurrencen mellem de to typer public servicekanaler, vi har i Danmark, foregår på så lige vilkår som muligt, i forhold til, hvilke krav der stilles til dem, når det gælder programtyper og andre forpligtelser. Det er også vigtigt, at der skelnes mellem public service stationernes særlige rolle og de vigtige fortrin, de bør have som nationale kulturinstitutioner og det råderum, der gives til de rent kommercielle kanaler.

I denne sammenhæng er det vigtigt at se på privatiseringen af TV2. Privatiseringen vil ikke blot påvirke TV2, men vil have vidtrækkende konsekvenser for tv-systemet, og set i den sammenhæng er de foreslåede ændringer af DRs vilkår ganske betydelige. Både de reducerede licensindtægter og de nye principper for udpegning af DRs bestyrelse og kravet om, at DR skal udlicitere 21% af sin programproduktion, vil svække DR i en situation, hvor de private tv-selskaber får lempeligere vilkår.

Når privatiseringen af TV2 ønskes gennemført, hænger det først og fremmest sammen med, at der er politisk flertal for det, og at de politiske partier bag forliget er villige til at betale den programpolitiske pris, som en privatisering uvægerligt vil medføre. Samtidig har mediebilledet ændret sig de sidste 5 år og kommercielt fjernsyn har en stærkere position i dag, hvor TV2 er presset, fordi konkurrencen på markedet for tv-reklamer er skærpet. TV2 er blevet stadigt mere afhængig af licensmidler, og de konkurrerende kommercielle tv-kanaler (TV3 og TvDanmark) mener sig af samme grund udsat for unfair konkurrence. Udsigten til at TV2 på længere sigt kunne ende som en organisation af samme type som DR, har utvivlsomt bidraget til, at regeringspartierne ønsker at slippe af med TV2, mens tid er, og der er næppe heller tvivl om, at de samme partier har været lydhøre overfor de kommercielle tv-selskabers kritik af TV2.

Rådet vurderer også, at det spiller en stor rolle, at store dele af den private medieindustri, især dagbladene og tv-produktionsselskaberne, har befundet sig i økonomiske vanskeligheder og at en privatisering af TV2 kunne fungere som en økonomisk håndsrækning til private medieselskaber, som ønsker at ekspandere på nye markeder. Selv når man ser bort fra det politiske hævnmotiv over for den gamle regering, har den nuværende regering legitime industripolitiske og ideologiske grunde til at privatisere TV2. Til gengæld mener Rådet, at den har mere end svært ved at finde kulturpolitiske begrundelser for at ændre på det nuværende tv-system. I international sammenhæng er det danske tv-system med to stærke, indbyrdes konkurrerende public serviceinstitutioner ganske enestående, når det drejer sig om programudbudets alsidighed og kvalitet. Intet tyder på, at danske seere er utilfredse med det programudbud, de kan modtage i dag. Tværtimod har adskillige undersøgelser kunnet dokumentere en ganske betydelig tilfredshed.

Når TV2s privatisering gennemføres som en proces, der tilsyneladende kun drejer sig om, at en offentlig virksomhed skal overtages af et privat selskab, mens selve indholdet i TV2 skal være det samme som før, hænger det øjensynligt sammen med, at regeringen ved, at seerne ikke ønsker at TV2 skal forandres. Kan privatiseringen gennemføres, uden at brugerne lægger mærke til det, er regeringens ønske opfyldt, da man således undgår at komme på kant med et befolkningsflertal. Derfor er det en del af kravet til privatiseringen, at TV2 fortsat skal være en public service-virksomhed, og at programudbuddets kvalitet skal være på mindst samme niveau som i dag.

Det er dog Rådets klare opfattelse, at det ville være naivt at tro, at et privatejet TV2 kan levere et programudbud af mindst samme standard som det nuværende TV2. Der er ikke noget i vejen for, at man kan drive en public servicekanal på forretningsmæssige vilkår, når blot forpligtelsernes omfang er så begrænsede, at der er plads til den nødvendige indtjening. Erfaringerne med det norske TV2 og det svenske TV4 viser, at det kan lade sig gøre, selvom det nok vil være en smule vanskeligere i Danmark på grund af ringere reklameindtægter. Imidlertid er det usandsynligt, at TV2s nuværende programflade kan finansieres efter en privatisering. Et privatejet TV2 vil med al sandsynlighed have færre midler til programproduktion end i dag, da licenstilskuddet på ca. 600 millioner årligt til TV2 vil falde bort. Det privatejede TV2 vil dog ikke skulle finansiere de regionale stationer, som i fremtiden vil blive fuldt ud licensfinansierede, men der vil stadig mangle ca. 200 millioner kroner.

Selvom det af lovforslaget også fremgår, at man vil liberalisere reklamereglerne, så TV2 kan reklamere for håndkøbsmedicin og alkohol, er det usandsynligt, at dette vil kunne kompensere for de manglende licensindtægter. Også andre forhold vedrørende TV2s økonomi peger på, at en privatisering vil kunne mærkes i form af et ændret programudbud. Ved en privatisering vil de kommende ejere af TV2 skulle betale en vis pris for erhvervelse af TV2. Da denne investering skal forrentes, vil det betyde, at der bliver yderlig færre midler til programvirksomhed, med mindre indtjeningen kan øges væsentligt i forhold til, hvad der hidtil har været muligt.

Et privatejet TV2 vil altså under alle omstændigheder være nødt til at tage langt større forretningsmæssige hensyn end tilfældet er i dag. Et privatejet selskab vil nødvendigvis skulle drives som en forretning, der på sigt skal give overskud. Og set ud fra public service interesser er TV2 i dag ikke et kommercielt selskab, men en offentlig institution, som overvejende finansieres ved hjælp af reklameindtægter. Det betyder, at TV2 sælger reklameplads for at kunne producere og indkøbe programmer, og at alle de penge, der tjenes på reklamemarkedet, ubeskåret går til ny programvirksomhed. Et privatejet TV2 har et andet formål: Det vil producere og indkøbe programmer for at kunne sælge reklameplads, altså for at tjene penge. Skal den forretning løbe rundt, skal der naturligvis skabes et overskud. Overskuddet havner i aktionærernes lommer og bliver altså ikke omsat i nye programmer til glæde for seerne. Både et offentligt og et privatejet TV2 vil være afhængige af reklamemarkedet, men mens et offentlig selskab vil sende de bedst mulige programmer, som skaber størst tilfredshed hos seerne, vil et privatejet selskab sende de billigst mulige programmer som giver størst overskud.

I ”Lov om radio og fjernsynsvirksomhed” er beskrevet, at et privatejet TV2 vil blive forpligtet til at opfylde en række programpolitiske krav. Men som tidligere nævnt er disse krav ikke klart definerede, og selvom de var det, ville det aldrig kunne gøre et privat ejet selskab til en public service institution. En public service-institution har seernes og samfundets interesser som sit hovedformål, hvis den ellers er ordentlig drevet. Public service-kravene er et ambitionsniveau, noget man hele tiden efterstræber. For et privatejet TV2 vil public service-forpligtelser derimod være minimumskrav, som man kun opfylder, fordi man er nødt til det.

Hidtidige erfaringer peger entydigt på, at der er en sammenhæng mellem finansieringsform og programindhold. Erfaringerne med at pålægge kommercielle selskaber public service-opgaver og i andre sammenhænge få dem til at agere på en anden måde, end markedet foreskriver, er ikke overbevisende gode. Der er kun grund til at tro, at sendefladen på et privatejet TV2 vil blive mere underholdningspræget og mindre alsidig, om end det vil ske som en glidende overgang, hvor underholdning vil få en højere prioritering. Dyre programmer vil bliver erstattet af billigere alternativer, og her vil mere entydigt vil blive lagt vægt på at betjene de kommercielt set mest attraktive målgrupper.

Inden denne privatisering foretages, er det derfor vigtigt at gøre sig klart, hvad der vil ske hvis TV2s ejere ikke opfylder koncessionsbetingelserne, da det vil være afgørende for, i hvilket omfang det overhovedet er muligt for staten at forhindre, at sendefladen forandres, hvis TV2 kommer i økonomiske vanskeligheder. Hvilke sanktioner er lovgiver villig til at underlægge eventuelle koncessionsbrydere? Hidtidige erfaringer med at regulere kommercielt tv peger på, at lovgiverne føler sig presset til at slække på de stillede krav. Liberaliseringen af lokal-tv er et godt eksempel: Den såkaldte netværksafgift er forsvundet, og kravet om en times lokale nyheder bliver nu halveret. Hvorfor skulle det ikke gå på samme måde med et privatiseret TV2? For hvad gør politikerne når TV2 meddeler, at forretningen ikke længere kan løbe rundt? Lader den lukke, eller lader staten overtage virksomheden? Det mest sandsynlige er sikkert at man enten slækker på public servicekravene eller liberaliserer reklamereglerne yderligere. Begge forhold, som Det Ny Public Serviceråd ser som alarmerende.

Networking

Et punkt, der iflg. Rådets vurdering kan få radikal indflydelse på mediebilledet i Danmark, er, at tidligere begrænsninger med hensyn til ejerskab af lokal-tv nu er ophævet. ”De eksisterende begrænsninger vedrørende networking ophæves. De lokale nævn kan ikke – med mindre afgørende lokale hensyn taler imod – nægte en lokal radio- eller tv-station adgang til at deltage i netværkssamarbejdet. Det gældende forbud mod, at erhvervsvirksomheder kan have bestemmende indflydelse i selskaber, som har tilladelse til lokal programvirksomhed, ophæves. Det gældende forbud mod, at samme person kan indgå i ledelsen af mere end én lokal radio- og tv-station, ophæves. Kravet om, at et flertal af bestyrelsens medlemmer i selskaber mv., som har tilladelse til lokal programvirksomhed, skal have bopæl i det lokale område, ophæves.”

Dette kan i sig selv virke uskyldigt, men det skal pointeres, at det var gennem opkøb af lokale tv-stationer, at Berlusconi byggede sit fjernsynsimperium i Italien. Ved på lignende måde i Danmark at skabe mulighed for en opbyggelse af en landsdækkende mediekoncentration gennem opkøb og networking mellem lokale tv-stationer, går man imod eller i hvert fald på kanten af gældende koncessionsbetingelser. Dermed bryder man også med den rolle som lokal tv oprindeligt var tiltænkt, og den lokale tilknytning vil øjensynligt blive svækket. Rådet ser dette som endnu et tiltag for at skabe de bedst mulige vilkår for den privat medieindustri, hvilket kan begrundes i en ideologisk beslutning. Spørgsmålet er blot om man fra politisk side har gennemtænkt de konsekvenser dette kunne have.

Digitalt tv

Dette afsnit er ifølge Rådet det mest uklart formuleret i forslag til ”Lov om radio og fjernsynsvirksomhed”. På en række afgørende punkter fremgår det ikke, hvad det egentlig er der er aftalt:

§ Det er ikke klargjort, hvad der er indholdet i/ betydningen af en digital tv-platform, som ifølge teksten drives af en gatekeeper (multipleksoperatør). Den digitale platform kan tilsyneladende forstås både som systemet som sådan (standarder, sendere osv.) og snævert som multiplekset eller evt. samlingen af multipleks.
§ Det siges ikke direkte, men meningen er tilsyneladende, at der kun vil være een gatekeeper, også når der er flere multipleks’er.
§ Forholdet mellem gatekeeper og broadcastere er ikke velforklaret. Gatekeeper’en skal agere på markedsmæssige vilkår, men public service tv-stationer skal sikres passende plads?
§ Alle broadcastere skal tilbydes adgang til den digitale tv-platform – men der skal afholdes spektrum-auktion mellem broadcastere – hvad købes der adgang til på denne auktion?
§ Hvorfor er det kun broadcastere, der skal sikres adgang, når det klart fremgår, at der skal sendes andet end programmer – hvad med sikring af adgang for andre tjenesteudbydere?
§ Hvad vil det sige at gatekeeper kan ”sammensætte og pakke udbuddet”? Kan gatekeeper f.eks. sælge eller vælge kompressionsniveau? – eller indflette f.eks. reklamer/ andre tjenester?

Et scenarie man kunne frygte, omend teksten som nævnt er meget uklar, er at udbygningen af det jordbaserede digitale tv grundlæggende vil påvirke public servicekanalernes plads og rolle som kulturinstitutioner. I aftalen hedder det: ”Der gennemføres et udbud af jordbaserede, digitale tv-sendemuligheder (”multipleks”) med henblik på, at der på grundlag af en auktion efterfølgende udstedes tilladelse til en ”gatekeeper” (multipleksoperatør), som på forretningsmæssige vilkår skal drive en jordbaseret, digital platform.”

Der lægges med dette op til en ordning, der igen vil styrke de rent kommercielle interesser og svække public service kanalerne. I et nationalt net burde public service stationerne være sikret en central, ikke ”(…) en passende plads på den jordbaserede digitale tv-platform (…)” Det vil nemlig med alt sandsynlighed blive sådan, at den som er ”gatekeeper”, vil kontrollere sammensætningen af menuen og dermed også styre seernes valg af kanaler. Hvis public service kanalerne ikke sikres en central plads på menuerne, vil deres rolle som nationale kulturinstitutioner svækkes alvorligt. Den kommercielle drivkraft i dette forslag understreges flere steder og giver igen indtryk af at regeringen med tiden, og gennem udbygningen af det jordbaserede digitale tv-net, ønsker at svække public servicestationerne og styrke de rent kommercielle kanaler. Og her kunne det være interessant at drage en parallel til Norge, hvor der ligger et samarbejdsprojekt mellem NRK og TV2 omkring det jordbaserede digitale net, der netop har den konsekvens at de to public serviceselskaber vil få en afgørende position.

Samtidig er det værd at nævne at der ifølge den foregående medieaftale, skulle etableres et fælles selskab mellem DR og TV2, der skulle eje sendemasterne og hvor de to kanaler skulle være multipleksoperatør. Dette ville sikre væsentlige indtægter til public service, gennem salg til kommercielle tv-stationer og nok så væsentligt, sikre at danske ophavs- og reklameregler blev håndhævet.

Afsluttende bemærkninger

Det Ny Public Serviceråd finder, at medieforliget og det efterfølgende lovforslag i alt for høj grad og først og fremmest tager udgangspunkt i at skabe de bedst mulige markedsvilkår for den private medieindustri og en deraf følgende begræsning i den offentlige mediesektor. Rådet konstaterer, at stort set alle de reformer, der indgår i den nye medieaftale, peger i denne retning. Rådet bemærker således også, at regeringens udspil har mødt udelt begejstring i medieindustrien. Omvendt har det vakt stor bekymring blandt dem, der har set stærke public servicemedier som en afgørende forudsætning for et velfungerende og kvalitetspræget mediesystem som basis for et moderne, oplyst samfund de er funderet på medansvar og demokratiske principper.

Opsummeret mener Rådet, at følgende punkter giver anledning til betænkning:

De overordnede public service definitioner i Medieforliget, undergraves af en række specifikke punkter i Medieforliget. Der mangler således grundlæggende sammenhæng i forliget.

DRs bestyrelses nye redaktionelle beføjelser og sammensætning strider på en fundamental måde mod hævdvundne principper i vestlig, demokratisk pressetradition. Den redaktionelle selvstændighed svækkes.

En privatisering af TV2 vil på sigt svække og indsnævre public service for befolkningen. Dels fordi DR bliver alene om at bære forpligtelsen for de smalle programmer, og dels fordi TV2 fremover nødvendigvis må vægte økonomiske interesser på bekostning af kvalitative vurderinger, til skade for konkurrencen på public service.

Dertil kommer, at definitionen af public service forpligtelserne er for uklare. Det er vigtigt, at der bliver skabt en ramme, hvor det er muligt, at få de tre forskellige definitioner af public service til at spille konstruktivt sammen.

Oplægget til udbyggelse af det jordbaserede digitale sendenet kan efter Rådets vurdering kun ensidigt fremme kommercielle interesser og vil i længden bidrage til en svækkelse af de nationale public service kanaler. De mange uklarheder i dette afsnit bør nærmere belyses inden lovforslaget vedtages.

Networking af lokal-tv kan føre til en etablering af nye private, og med stor sandsynlighed udenlandsk ejede landsdækkende tv-stationer.

Det er Rådets opfattelse at det er uforsvarligt, at et så snævert flertal, som tilfældet er, indgår aftaler med markant store ideologiske og vidtrækkende konsekvenser for det samlede mediebillede i Danmark.
Rådet skal derfor opfordre regeringen til, at man under behandlingen af lovforslaget, åbner op for nye drøftelser med Folketingets partier om en bred, samfundsmæssig afbalanceret løsning, som såvel de store public service stationer som befolkningen kan leve med.

tilbage til publikationer